Anne-Sophie Kortholm, 36 år, Jelling. Tidligere kæreste med 49-årige Jesper, der kørte galt i januar 1994 og fik en hjerneskade.

Det er næsten helt perfekt. 26-årige Anne-Sophie Kortholm har bestået sin eksamen og kan nu kalde sig socialpædagog. Hun og tømreren Jesper har det skønneste lille hus, der lige skal restaureres, og tiden er inde til at stifte familie. Det virker helt rigtigt, at de skal tilbringe livet sammen. Anne-Sophie bliver hurtigt gravid, og 15. januar 1994 kommer Amalie til verden på et fødehospital i Vejle. Dagen efter kører Jesper, der er 38 år, galt i bilen.

Jesper har været med til fødslen og er kørt hjem for at sove. Han kommer igen næste dag, og følelsen af at være en lille familie er god. Jesper vil køre et smut hjem midt på eftermiddagen for at se til huset og hvile lidt mere. Han lover at komme igen samme aften.Jeg undrer mig over, at han ikke kommer. Jeg tøffer lidt rundt på afdelingen og kigger ud af vinduet mod parkeringspladsen. Jeg kan se, det er koldt. Der er rim på bilerne, og vejen skinner blankt.

Jeg går i seng igen, og vores lille datter Amalie ligger i vuggen ved siden af sengen. Det er ret underligt, at Jesper ikke kommer, for han plejer at holde ord. Men jeg regner med, at der er dukket et eller andet op, og at han nok snart ringer og forklarer.

Døren til stuen går op, og en sygeplejerske kommer ind. Hun siger, at der er en mand, der gerne vil snakke med mig. Sygeplejersken spørger på en mærkelig måde, om jeg kan gå med. Jeg blev lettere irriteret, da jeg først tror, det er Jesper. Og er forvirret. Hvorfor kommer han ikke bare ind? Hvad sker der? Sygeplejersken tager fat i min arm med et bestemt greb og hjælper mig ud af sengen. Jeg kan se, der er noget i vejen og følger langsomt med ned ad gangen. På et lille værelse står en uniformeret betjent. Han spørger, om det er mig, der er Anne-Sophie Kortholm, og om Jesper er min mand. Blodet løber på få sekunder fra mit hoved ned i tæerne. Det må være slemt, tænker jeg. Politimanden fortæller mig, at Jesper er kørt galt på vej til sygehuset og er blevet indlagt med lårbensbrud og en blødning i hjernen. Han er stadig bevidstløs og er ved at blive opereret i benet.

Jeg er rystet. Det eneste, jeg kan gøre, er at sætte mig ned og græde. Hvorfor lige mig, tænker jeg.

Kort efter kører jeg fra fødeafdelingen til Vejle Sygehus, hvor Jesper ligger. Jeg er stadig i hospitalstøj, for jeg er jo ikke udskrevet endnu. Min mor kommer til Vejle Sygehus og følger mig med Amalie. På hospitalet får jeg af vide, at bækkenet er smadret, og at de ikke ved, hvornår han vågner. Men en overlæge vurderer, at der er gode tegn, og at han sikkert vil vågne op i løbet af et par dage.

De næste dage svæver han mellem liv og død og bliver to gange kørt med fuld fart til Århus Kommune Hospital, fordi han har vand i hovedet.

I mellemtiden er jeg flyttet ind hos min mor, for vores hus er midt i en ombygning, væggene er rå, og der er intet, der fungerer. Jeg er i vildrede og meget bange, for jeg kan slet ikke se en ende på problemerne. Men jeg tænker kun en dag frem ad gangen, og det gør det på en eller anden måde nemmere at klare.

I dag forstår jeg ikke helt, jeg klarede det. Men det er jo bare noget, der skal klares. Men jeg var dybt frustreret over, hvorfor det skulle være sådan. Hvorfor var det mig, der skulle udsættes for det her? En dag sad jeg i bilen på vej hjem fra sygehuset og holdt ind til siden og brølede helt vildt. Jeg har grædt utrolig meget, men jeg kunne jo ikke gå ned. Det nyttede ikke noget, og det ville ikke hjælpe nogen, at jeg gik i seng med dynen over hovedet. Jeg tror, det var den tanke, der holdt mig i gang.

Læs mere i bogen "Livet med en hjerneskadet". Du kan også nedskrive dine egne erfaringer og dele dem med andre pårørende ved at sende dem til Julie Lindegaard, der vil lægge dem på sitet. Send også gerne et foto. Adressen er: post@julielindegaard.dk