Lars Vinge Pedersen, 35 år, Gundersted, Nibe

Gift med Tina på 35 år, der kørte galt juni 2002 og fik en hjerneskade efter en læsion i hovedet.

Tina og Lars har kendt hinanden siden 1987, hvor de mødtes i Horsens. I 1989 flyttede de til Nibe-egnen. Sammen har de Anja på 13 år, Chris på ni år og Nadja på fire år. Lars er it-tekniker, mens Tina går hjemme og passer børnene. Familien er ved at lave de sidste forberedelser til ferien, da Tina, som 33-årig kører galt.

Det var onsdag 10. juli 2002. Tina går hjemme og laver mad til ferien, der begynder om to dage. Vi har besluttet at køre til Juelsminde, hvor Tinas forældre har en campingvogn på en campingplads. Tina laver altid en del af maden hjemmefra, så ferien ikke skal bruges på madlavning, men vi i stedet kan hygge os sammen. Jeg kommer hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen, og vi bliver enige om, at vi skal hente mad ude, da Tina helt har glemt aftensmaden midt i ferie-forberedelserne. Jeg giver mig til at lege med børnene, da Tina kører af sted i vores Toyota Carina.

Jeg aner ikke, hvor lang tid der går. Men pludselig banker det på døren. Jeg åbner, og på trappen står to uniformerede betjente. Først tænker jeg, at de kommer for at klippe pladerne på min gamle bil, der er indkaldt til syn for tre uger siden. Jeg har ikke nået at få den lavet færdig, så jeg er sikker på, at det er den, de er ude efter. Betjentene spørger, om de må komme ind, og så spørger de, om jeg ejer en bil med registreringsnummer TK 39 313. Jeg bekræfter selvfølgelig, og så spørger de om jeg kan få børnene lidt af vejen. Jeg forstår slet ikke, hvad der er sket, men da det kun er de to mindste, der er hjemme, sender jeg dem væk. Betjentene fortæller, der er sket en ulykke, og at jeg hellere må køre til Aalborg Sygehus med det samme.

Jeg begynder med det samme at udspørge dem, men de ved intet. De siger, at bilen er totalskadet, og så kan jeg sikkert regne resten ud selv. Jeg tror ikke, jeg tænker, men jeg får børnene afleveret ved naboen og fortæller dem, at den ældste datter Anja kommer hjem på et tidspunkt, så de skal lige hente hende. ..........

På Aalborg Sygehus henvender jeg mig i receptionen. De spørger efter cpr-nummer, men de har ikke Tina registreret. Jeg bliver sendt ned på skadestuen. Det var meget mærkeligt. Jeg finder det og bliver modtaget af en sygeplejerske. Hun følger mig ind i et lille bitte rum og kommer med en pung i hånden. Hun spørger, om jeg kan kende den, og om det er Tinas. Jeg er helt forstenet, og står og kigger på den. Jeg kan ikke kende den, den ligner jo alle andre punge. Men så åbner sygeplejersken den og tager nogle kort ud. Så kan jeg se, at det er Tinas.

På væggen i det lille rum sidder et ur. Jeg husker lige så tydeligt, at klokken på det tidspunkt er 19.08. Sygeplejersken kunne ikke fortælle mig noget. Hun sagde, at jeg ville få noget at vide hurtigst muligt, og at jeg bare skulle vente. Senere fik jeg af vide, at de opererede på Tina. Lægen ville komme, når de vidste mere.

Der var hele tiden en sygeplejerske hos mig, og lige så langsomt begynder alvoren at gå op for mig. Der går flere timer, og jeg sidder og tænker. Det går i bølger. Et øjeblik tænker jeg, at det nok ikke er så slemt, og det næste sekund er jeg frygtelig bange for, at det virkelig er slemt.

Jeg ringer til Tinas og mine forældre. De er selvfølgelig chokeret, men da jeg ingenting ved, så er det jo svært at fortælle noget. Jeg begynder at blive utålmodig og vil bare se Tina, så jeg selv kan danne mig et indtryk. Klokken 21.30 kommer den læge, der var med til at modtage Tina. Han siger, at han ikke ved andet, end at hun er meget alvorligt skadet. En lunge er kollapset, der er snitsår over alt på arme, ben og i ansigtet, og kraniet er smadret i hele den ene side af ansigtet.

Jeg begynder straks at tænke på, at der er mange, der har kraniebrud og som overlever og har det fint. Lægen siger, at de arbejder med lungen. Jeg spørger ind til kraniebruddet, men han kan ikke sige noget om det. Da han er gået, tænker jeg, at når de beskæftiger sig med lungen, må det være fordi, det andet ikke er så slemt.

Timerne går, og det bliver ved at trække ud. Jeg bliver ført op til neuro-intensiv afdeling. Det er et skidt tegn, ved jeg, men håber hele tiden, at der vil komme en og fortælle noget. Sygeplejersken, der er hos mig, forsøger at skaffe informationer, men det trækker ud. Hvorfor tager det så lang tid, er det godt eller skidt?

.......Tina har en voldsom læsion i hovedet, og de har taget hår og kraniestumper ud fra selve hjernen. Det slår helt klik for mig, og jeg bliver helt tom indeni. Jeg er hele tiden rolig og vil bare ind til hende. Men det kan jeg ikke komme, før hun er blevet lagt i respirator og installeret på stuen.

.......Jeg troede, jeg var forberedt. Men det var virkelig et grimt syn. Tina havde slanger overalt, hun var barberet skaldet. Jeg genkendte hende på hænderne først, og da sygeplejersken spurgte, om det var Tina, kunne jeg slet ikke svare. I hovedet havde hun en trykmåler, der sad som en tap oven i hovedet. Det så helt syret ud og lignede noget fra en bedre Frankenstein-film.

Jeg er kun kort hos Tina og får et værelse, hvor jeg kan sove. Jeg kan ikke få ro, så jeg beslutter at køre hjem. Det var ganske uforsvarligt, og personalet prøvede vist også at tale mig fra det. Men jeg kørte, og jeg husker intet fra turen hjem.

Da jeg kom hjem, gik jeg rundt i en klokke. Jeg lavede lister over, hvad jeg skulle huske, hentede børnene ved naboen og fortalte dem, at mor var kørt galt, og at hun havde slået hovedet. Børnene ville selvfølgelig besøge hende, men jeg forklarede efter bedste evne, at mor var lagt til at sove, og de måtte se hende senere.

Jeg var nødt til at få lidt ro derhjemme, så børnene blev sendt i skole. Jeg fik ringet til vores forældre igen og min chef. Jeg havde en million tanker og for at få styr på det, begyndte jeg at udføre de lister, jeg lavede. Lidt over otte ringede jeg for eksempel til forsikringsselskabet og meldte bilen skadet. Jeg ved ikke hvorfor, men det var umiddelbart det eneste, jeg kunne. Jeg måtte jo gøre noget, og jeg kunne intet gøre i forhold til Tina. Jeg følte mig hele tiden meget rolig. Det var nok fordi, jeg var i chok, tror jeg.

Så kørte jeg op til Tina igen, og mine svigerforældre hentede børnene. Den næste periode boede jeg nærmest på sygehuset. Tina kom sig langsomt. Men pludselig fik hun høj feber. Efter en uge, hvor hun hele tiden svævede mellem liv og død med over 40 i feber, lykkedes det at slå den ned.

Langsomt faldt hendes temperatur og trykket i hovedet, og børnene kom med på besøg. To sygeplejersker forberedte dem meget på, hvad de skulle møde. Med plancher og slanger viste de det hele først, og da børnene kom ind til Tina kravlede den lille op i sengen til hende og sagde: Sover du mor? Det var utrolig befriende, for jeg var nervøs for, hvordan de ville reagere.

.......Der var ingen, der kunne sige noget om skadens omfang, så jeg tænkte hele tiden på, hvordan det ville blive. Uvisheden var svær. Men samtidig så sov jeg ikke ret meget og følte mig ind imellem lidt halvpsykotisk, så jeg tror ikke, jeg tænkte så meget. Jeg overlevede nok bare. Og jeg prøvede ind imellem at få et liv med børnene igen. De kom hjem, og vi prøvede at være familie. Men det var svært.

Jeg havde efterhånden opfattelsen af, at hun ville være skadet i hjernen, men jeg vidste ikke, hvad det betød. Jeg begyndte at lede efter oplysninger på internettet, og så, at når det var frontallapperne, så var det syn, høresans og talen, der var ramt. Jeg frygtede, hun ville blive en grøntsag. Og ingen kunne svare på det.

......Jeg tror hele tiden, jeg frygtede fremtiden. Men jeg spekulerede ikke så meget over det. Jeg klarede alt mulig andet. Da hun endelig åbnede øjnene første gang, kunne jeg se, at hun ikke genkendte os. Børnene og jeg stod der ved siden af hende i en stol, og der var bare ingen genkendelse. Det var forfærdeligt. Børnene oplevede det ikke så slemt, for sygeplejersken var der til at forklare. Men jeg syntes, det var hårdt.

Det var en befrielse, da Tina kom væk fra intensivafdelingen. Jeg kunne blive ved at høre lydene og de mange bip, selv når jeg gik derhjemme. Heldigvis gik det hele tiden fremad, og efter nogle uger begyndte hun også at tale.

Jeg var lettet, da jeg kunne se at talen, hørelesen og synssansen ikke var så skadet. Det måtte betyde, at hjernen ikke var alt for skadet. Jeg jublede indvendig. Måske ville alt blive godt igen.

Så kom Tina på enestue, hvor hun trænede meget. Hun begyndte at gå lidt, og det så ud til at de fysiske skader ikke var så store som først antaget. Jeg var helt overstadig. Hun gik, og tanken om hjerneskader og personlighedsforandringer blev lagt væk.

Så kom Tina til Hammel Neurocenter. Hun sad mest i kørestolen, men kunne skubbe sig frem. Hun kunne tale og ville hjem. Hun ville ikke træne, og hun mente ikke, der var grund til at blive.

Det mener hun stadig ikke. Hun synes ikke, hun har en hjerneskade. Hun ved dog, at hun husker dårligt.

Efter Hammel Neurocenter kom hun til Farsø Sygehus, hvor der også er genoptræning. Til jul var hun hjemme i en periode, og det gik godt. ....Mit liv var vendt op og ned. Jeg måtte klare alt derhjemme,. Jeg vaskede tøj, købte ind, klarede børnene, huset og maden. Børnene plagede i begyndelsen utrolig meget for at komme med op til deres mor. Og det skulle de selvfølgelig også. De tacklede det hver især meget flot. ......Tina har forandret sig. Hun er ikke længere den samme som før. Nu, halvandet år efter ulykken, er hun kommet hjem, og det går nogenlunde. Børnene har ind imellem svært ved at takle, at hun er anderledes og ikke kan huske, hvad de har snakket om. Hun kan ikke overskue det samme som før, men hun vokser hele tiden med opgaverne herhjemme. Men børnene henvender sig kun til mig, når det gælder beslutninger. De har været sammen med mig i de ni måneder, og det betyder helt sikkert noget. Selv om alt var kaos, så fik vi alligevel en hverdag hjemme.

Jeg havde nok ikke så mange overvejelser, da hun skulle hjem. Jeg forstod godt, hvad det var, personalet sagde til mig, når de sagde, at Tina var forandret. Men det er først nu, hvor hun er kommet hjem, at det går op for mig for alvor. Der er stadig nogle ting, der er de samme. Før var hun for eksempel en stædig kamel, og det er hun stadig. Hun fik trumfet igennem, at hun skulle hjem, og jeg føler, at det skal have en chance. Jeg tror, jeg tidligere har fortrængt, at tingene ville være anderledes, når hun kom hjem. ....Jeg holder stadig meget af hende, men der er meget, der er anderledes. .....Jeg føler mig tit alene og synes, det er et stort ansvar, jeg står med. Tina passede huset og børnene før. Det kan hun ikke mere. Hun er meget træt og hviler sig mange gange dagligt. Hun kan lave mad, men jeg skal hver morgen hjælpe med at skrive alt op i kalenderen. Ellers får hun ikke gjort noget. Men det bliver også hele tiden bedre, og hun klarer sine opgaver nemmere nu, end lige da hun kom hjem.

....Vi har stadig hjælp herhjemme, men hjælperne skifter hele tiden, og det er svært at få til at køre. Det kræver utrolig meget af mig at få familien til at hænge sammen. Det hele skal planlægges ned i mindste detalje. Men samtidig er jeg også taknemlig over, at hun overlevede, og at vi har fået hende hjem igen. Det betyder meget.

.....I dag er det som om, at realiteterne først er ved at gå op for mig. Jeg kan mærke, at vores hverdag er meget forandret. ....Jeg har hele tiden haft en tyrkertro på, at vi kunne klare det. Desuden har jeg hele tiden tænkt, at lægerne måske kunne tage fejl, og at Tina kunne blive endnu bedre, end de sagde. Men nu kan jeg se, at de har ret, og det er svært at acceptere. ..... Der har hele tiden været op- og nedture, og det hele har været ubeskrivelig hårdt. Ind imellem føler jeg, at jeg er klar til at gå hjemmefra. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Det er bare en kort følelse, som er svær at have. Jeg synes, det er forkert at give op, før alt er prøvet. Jeg håber stadig, vi får det hele til at fungere, så vi igen kan være en rigtig familie. Det er målet.

......Læs den fulde version i "Livet med en hjerneskadet" eller deltag i debatten på forum.