Da livet pludselig drejede af

Tanker, nedfældet 8 år efter at min mand Asbjørn Jensen, kom slemt til skade ved en motorcykelulykke.

Skrevet af Birthe Jensen

”Det er så yndigt at følges ad…….” Sangen rungede en tidlig oktobermorgen i 1995 ude fra vores gårdsplads. Asbjørn og jeg stod bag døren, klar til at lukke op og byde velkommen til de mange af vores nærmeste, som var troppet op for at gøre sølvbryllupsdagen festlig for os. Klumperne i halsen, og vandet i øjnene pressede sig på, men smilene og glæden over, at vi trods ægteskabelige småstridigheder var nået hertil, overvandt alt. 4 sunde, velfungerende børn, et aktivt liv som folkeskolelærere og deltidslandmænd. Vi var 6 travle personer med hver vores interessefelter, som skulle passes og passe ind i den store familiekalender. Vel havde det ind imellem været svært, men vi fulgtes ad og var enige om målet. En bjergtop var besteget, og nu skulle vi i gang med at nyde udsigten: En fremtid med nye drømme, en større uafhængighed af børnene, som var godt på vej ud af reden. Drømmen om at få en motorcykel, hvorpå vi to midaldrende kunne mærke frihedens vinger, og hvorfra vi kunne opleve nye dele af verden, blev en realitet. 3 måneder efter sølvbrylluppet erhvervede vi os en rød Honda 500. Verden lå klar for vores fødder! Drømmen skulle udleves!

Den 23. april 1996 skete ulykken. Asbjørn ville køre en stille aftentur. Han blev ramt af en bil, og i bevidstløs tilstand førtes han til sygehuset. Fra den dag blev vores liv totalt forandret. I de første svære døgn handlede det kun om overlevelse. Efter at den smadrede krop var lappet sammen, fulgte en lang ventetid, hvor vi – alle os, der var tæt på Asbjørn - hjalp hinanden med at holde fat i håbet. Det var uvant for os bare at vente og vente, uden at der skete noget. Asbjørn var i koma, lå helt stille med lukkede øjne. ”I morgen må han da vågne op! Det ligner ham ikke bare at ligge der uden at foretage sig noget!”, sagde vi til hinanden, når vi efter en lang dag forlod sygehuset.

Efter et par måneder kom en periode, hvor øjnene var åbne, uden at de så. Kroppen var ubevægelig - intet sprog. Sådan gik den første sommer. Aldrig har jeg oplevet naturen mere intens, alle sanser fungerede på fuldt blus. Siden hen har jeg fundet ud af, at jeg fortrængte meget af det, jeg oplevede i almindeligt dagligdags samvær med andre. Et halvt år på sygehus og et halvt år på genoptræningscenter! Det tager på kræfterne at have sin daglige gang på et sygehus, og selv om vi har fået megen god hjælp fra sygehuspersonalet, så kræver det god psyke og et menneskeligt overskud at klare patientrollen og ikke mindst rollen som pårørende. Man udsættes ind imellem for nedværdigende oplevelser, som gør ondt dybt ind i sjælen. At behandle patienterne med ligeværdighed, også selv om de er svært skadede både fysisk og mentalt burde være en selvfølge. Men sådan er det ikke i det virkelige liv.

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at skulle Asbjørn hjælpes videre til at leve et værdigt liv, blev det mit ansvar. Vi skulle selvfølgelig tage imod al den hjælp, vi kunne få, men det var mig, der havde den største interesse i, at han fik et så godt liv som muligt. Vi skulle nu til at betræde en helt ny vej, som ingen af os havde set eller været på før – en vej, hvor ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad.” (TH. Kingo) Ville han nogen sinde komme til at spise selv? Ville han få et sprog? Ville han komme til at bevæge sin krop? Ville han huske vores fællesliv? Ville vi kunne få en fremtid sammen? Ville han livet? Tankerne og spørgsmålene overrumplede mig ind imellem. Det hjalp mig at begynde at handle. Hvad kunne jeg gøre for at hjælpe Asbjørn tilbage til livet? Jeg kunne være der ved hans side, give ham sanseindtryk, massere ham, rette fingre og arme ud, spille og synge kendte sange og salmer, vise billeder, fortælle om løst og fast. Efter et år bestemte jeg, at han skulle hjem. Der stod i hans journal, at han var diffus i egne data, tid og sted. Sagt med andre ord: han vidste ikke, hvem han var, og hvor han hørte til! Det var på høje tid, han fik muligheden for at finde sig selv igen i kendte omgivelser og møde familie, naboer og venner i det hjemlige miljø! Efter at han kom hjem, har jeg været med til at bygge et menneske op helt fra grunden. Alt har han skullet lære på ny. Sindet var i oprør, tankerne var sort/hvide, mest sorte. Afmagtsfølelsen var stor og hans selvværd helt i bund. Når man begiver sig ud på en ukendt vej, ved man heldigvis ikke altid, hvad der møder èn. Jeg har oplevet mig selv svinge mellem håb og fortvivlelse, ensomhed, glæde, vrede og medfølelse. Nogle dage er fantastiske, og det kan være små fremskridt, der fremkalder den følelse. Andre dage er knugende grå og grådfyldte. Man overlever i troen på, at der venter noget nyt og bedre, når vi har rundet det næste sving!

Langsomt vendte livet tilbage, om end det ikke blev i den normale gænge. Et liv i kørestol, afhængig af en hjælper. Hans sprog og tale er dukket frem, men i ændret form. Hans hukommelse driller ind imellem, men livet fra før husker han. Hans hverdag og liv er præget af, at han skal bede andre om hjælp, hvilket har været svært at acceptere.

I dag har vi et godt liv. Asbjørn nyder at køre en tur på sin crosser, opleve naturens omskiftelighed, ”snakke” med rådyrene i den nærliggende skov, kigge ind til naboerne og få en hyggesludder. Han træner dagligt sin lidt genstridige krop, går til ridning og er ind imellem en tur i svømmehallen. Han har stor fornøjelse af at læse, og det nyeste tiltag er, at han en gang om ugen er ”på arbejde”. Han hjælper unge, som har problemer med at stave og formulere sig. Den gamle dansklærer er vågnet op, og han har stor fornøjelse af at mærke, at han stadig kan puffe til et ungt menneske, der synes, det kan være lidt svært at komme i gang med at skrive. Jeg har under hele forløbet kunnet beholde mit arbejde og dermed kontakten med gode kolleger. Mine private oplevelser har imidlertid været med til at ændre mine arbejdsområder. Interessen for børn med indlæringsvanskeligheder dukkede frem i takt med den viden, jeg efterhånden fik om hjernens sindrige funktioner. Min forståelse af mennesker, der skal bruge kræfter på at kæmpe for en god tilværelse, er øget. I dag arbejder jeg både i den almindelige folkeskole og på en lille specialskole, hvilket jeg trives godt med. Det tager tid og kræfter at nå frem til det liv, vi har i dag.

Aldrig har jeg været med til, at noget er gået i så langsomt tempo. Takket være gode mennesker omkring os, der – efter at de var kommet sig over chokket – hver på deres måde har fundet ind til den nye Asbjørn, er det lykkes for ham at finde sin nye identitet og være tilfreds med den. Det sker nu sjældnere og sjældnere, at vi møder folk, som ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med en mand, der sidder i kørestol. Og heldigvis for det! For når man er i færd med at opbygge en ny identitet efter en ulykke eller en sygdom, er det af stor betydning, hvordan omgivelserne behandler èn. Igennem den sociale omgang med andre, mærker vi os selv. Medlidenhedsfølelse og ”klappen på håret” er ikke med til at fremme ligeværdigheden mennesker imellem. Man skal være enormt STÆRK, når man er svag for at kunne klare sig og få et ordentlig liv!

Engang drønede vi ud ad den brede motorvej. Vi havde dog ønsket om at finde nye, sjældne og mere ydmyge steder. I dag befinder vi os på en vej, som vi ikke anede eksisterede. Vi har været på vejen i 8 år, og stadig dukker der overraskelser op. Det særlige ved at være på vores vej er, at vi kun tilbagelægger små afstande ad gangen. Så standser vi, giver os tid til at mærke livets nye dimensioner og mangfoldighed. Det er, som om vejen både er smal og meget bred, så bred, at det er svært at se fra den ene side af vejen til den anden. Det første stykke var fyldt med sten med skarpe kanter, nu er vi nået frem til et sted, hvor stenene er mere tilslebne og afrundede i formen. Smerten ved at gå på den stenede vej mærkes næsten ikke mere. Det er vores vej, og vi følges ad.