Gentle Teaching
Frysetørret genfortælling á la Dagmar

Af Judith Frennung

Gentle Teaching er en pædagogisk metode første gang formuleret af Dr. John McGee. Se www.gentleteaching.com og www.solund.dk. McGee er en af flere stemmer, der er begyndt at lyde inden for det specialpædagogiske område. Stemmer, som jeg synes, det er værd at lytte til.

Metoden handler om, at få mennesker med særlige behov for omsorg til at føle sig trygge og elskede. Følelser, der ofte ikke er plads til, fordi det moderne og postmoderne projekts institutioner stadig ikke har sluppet gamle kulturrødder:
1.    vi dræber de anderledes
2.    vi bortskaffer de anderledes på anden vis
3.    vi bruger positivistiske, eksakte fysiske, medicinske og psykologiske videnskaber til at kompensere for mangler i apparatus med henblik på normalisering - og hvad anderledes og omsorgsafhængige mennesker ellers har måttet udstå som fremmedbestemte rammer om deres tilværelse.

Desværre er forehavendet dømt til at mislykkes. For anderledes mennesker bliver ved med at blive produceret. Hvis naturen ikke laver dem, så laver vi dem selv (fx i trafikken, ved hjælp af forurening, ved hjælp af vaccineprogrammer oa.) Og de anderledes bliver aldrig normale. Når mennesker må leve under sådanne forhold, hvor venlige, renvaskede og demokratiske de end er udformet, så får de ikke lært kærligheden og trygheden ved menneskelige fællesskaber at kende. De ved godt selv et eller andet sted, at de er anderledes, udstødte og uønskede i verden. Fordi de alligevel er mennesker (og McGee går ud fra, at alle mennesker har kærlighed og fælles-skab som naturlige behov) – så vil manglen på adgang til og udvikling af disse egenskaber vise sig som angst. Angst med mangeartede udtryk lige fra tilbagetrækning over kriminalitet og vanvid til vold. Alt sammen symptomer på et knust hjerte.

John MacGee skriver et sted i sin brevkasse:
Gentle Teaching is about trust, tolerance, patience, and giving. It is about us and our increasingly intense desire to reach out to and have compassion for others. It is about collective change and solidarity in decision-making. Most of all, it is about love, unconditional love, and how we express this during good times and bad.
Gentle Teaching’s unconditional nature leads us to question who we are, why we do what we do, and how we deepen and spread a spirit of gentleness in ourselves and others. It is about us, our change, and our faith that love heals all. It might not change the other, but it heals and brings justi-ce where there had been hatred, spite, and abandonment. In a recent dialogue with parents about who we are, what we do, and why we struggle to embrace a spirit of gentleness, the group defined what makes up nurturing caregivers and termed it as “mothering”—a word well fit to describe our role as gentle caregivers.

Et andet sted siger han, at Gentle Teaching er en metode, der gør os i stand til nænsomt at nærme os ensomme steder. Det handler om at gøre mere – og især gøre noget andet, end det, der hidtil ikke har virket. Det handler om at støtte mennesker med fysiske som psykiske funktionsnedsættelser i at træde ind i og finde en plads i verden. For at gøre det, må vi som omsorgsgivere opdrage os selv. Vi må praktisere reflektion og selv-reflektion. Vi må være parate til at genopdrage visse sider af os selv, hvis disse viser sig at forhindre medfølelsens frie flow. Vi må være parate til at se på os selv, når det vi gør, ikke virker efter hensigten – i stedet for at stemple det funktionshæmmede menneske yderligere, sætte flere etiketter på og give mere medicin. Her ligner McGees synspunkter dem, vi fx, finder hos Stephen von Tetzchner www.oligo.dk/Kurser/von_tetzchner.htm. Værdifuld læsning.

Gentle Teaching handler om at etablere en relation, der får det ensomme menneske med det knuste hjerte til at føle sig trygt og elsket af os – deres omsorgsgivere. For at kunne gøre det, må vi igen tage udgangspunkt i os selv. Man må spørge sig selv: Hvad får mig til at føle mig tryg? Hvad får mig til at føle mig elsket? På den måde fjerner metoden sig fra de pædagogiske metodikker, der ved hjælp af upersonlige, objektive og såkaldt professionelle skemaer søger en mekanisk frembringelse af bestemte, målbare resultater.

Metoden beskyldes af nogle for at være subjektiv, tilfældig og uprofessionel. Og værst er det, at den især er uvidenskabelig. (Men her fra helt-i-skoven kan jeg sige, at den virker. Judiths kommentar) Metoden tager udgangspunkt i os selv som dem, vi er … Hvis vi ikke er ægte mennesker, der kan klare os selv, sammen andre ægte mennesker, der ikke kan klare sig selv, så vil vores arbejde aldrig bære ordentlige frugter. Spild af gode kræfter. Hvis vi skal skabe følelser af tryghed og kærlighed inden i det andet menneske, må vi selv være bærere af sådanne følelser – og viden / erfaring om, hvordan sådanne følelser etableres. Ud fra vo-res egen unikke erfaring med disse følelser, kan vi vejlede og ledsage det hæmmede menneske ud af ensomheden, tilbagetrækningen og besværligheden med at nå andre.

Gentle teaching handler om at finde blide måder at træde ind i det hæmmede menneskes verden på – og hvis det er muligt – gradvis at invitere dem til at finde en plads i vores. Fra det ensomme mør-ke ind i lyset og fællesskabets varme. Derfor må vi skaffe os et præcist og detaljeret overblik over det andet menneskes eventuelt mange forskellige særheder:
•    hjerneskader og disses placering
•    epilepsi
•    øvrige fysiske finurligheder
•    hørehæmninger
•    kommunikationshæmninger
•    synshæmninger
•    psykiske finurligheder
•    sociale sår
•    historik og særlige grunde til, at hjertet blev knust

Vi må udvikle og uddybe et indgående kendskab til disse lidelser, så vi kan støtte mennesket og finde vej til at udvikle de evner, der altid bor i ethvert menneske. Det pædagogiske miljø er ifølge Gentle Teaching et læringsmiljø, der stimulerer fremvæksten af at føle sig tryg og elsket – og lærer det funktiosnhæmmede menneske, at vise det til andre.


Hvor svært kan det være?
Meget svært.

Det funktionshæmmede menneske med det knuste hjerte kan have svært ved at føle sig tryg og el-sket af os. Og personen kan gøre det ulideligt svært for os rent faktisk at komme tæt nok på til at kunne hjælpe. Personens behov for fysisk pleje fx kan let komme til at fylde så meget, så det bliver hele indholdet i den relation, man har til vedkommende. Det knuste hjerte kan styre personens adfærd på utålelige måder, så vi mest af alt har lyst til løbe skrigende bort, mens forbandelserne over personen skumler ud gennem fråden om munden.

Og det er ikke kun det funktionshæmmede menneske, der er indlejret i fremmedbestemte rammer. Vi er det også selv. Arbejdslivets sociale strukturer består af arbejdstidsregler, løntrin, sikkerheds-regler, servicelov, vores uddannelses hellige almindelige hjernevask osv. Desuden rummer vi alle fordomme og stereotyper, der holder os fast i en forestilling om, at det hæmmede menneske ikke er et fuldt gyldigt menneske på egne betingelser. Vi ser ofte disse væse-ner som individer, der 1. har brug for korrektion, 2. kompenserende foranstaltninger, der skal tilpas-se dem normalverdenen og 3. pleje.

Angst er endvidere smittefarligt, så når vi står over for at skulle håndtere angst i et andet menneske, kan vores egen iboende ditto let restimuleres – og det fører til yderligere forværring for alle parter.

Så når vi som omorgspersoner
•    på den ene side står med en person, der udviser ulidelige adfærd igen og igen og igen og igen
•    på den anden side står med alle de forusætninger, vi selv er underlagt
…ja, så ryger vi nemt over i afmagt og griber til gammelkendte metoder, der forhåbentlig – det tror vi på -  vil få lidt styr på kaos, så vi som omsorgspersoner i det mindste selv kan føle os trygge:
•    gå ind på dit værelse eller
•    han skal have mere medicin eller
•    hun må ikke komme med på udflugt eller
•    hvad vi nu finder på.

Så hvad gør vi?
Ifølge McGee er der kun en effektiv mulighed: gå til hjertet. Gå ind i problemet. Personen er aldrig lig med problemet. Her er han i tråd med god gammeldags konfliktløsning: Vær kærlig ved personen og hård ved problemet. Find løsninger, der leder til tryghed og kærlighed. Det er vores pligt som omsorgsgivere, skriver McGee, at sikre, at de, der ikke kan forsvare sig selv, bliver forsvaret af os og andre i deres personlige liv. De er i vores varetægt. De står under vores beskyttelse. Vi skal støtte disse mennesker i at kunne håndtere personlig frihed af al vores kraft.

Alle mennnesker, selv hæmmede, har behov for en intim cirkel af nære venner, der støtter, vejleder og beskytter om nødvendigt. Vi, der er disse menneskers beskyttere, har derfor pligt til at være de-res stemmer og introducere det funktionshæmmede menneske til omgivelserne, så venskaber og nære relationer kan opstå. Vi må lægge os i selen for at tilpasse vores kommunikative færdigheder, så vi rent faktisk bliver i stand til at i-tale-sætte alt det, som det hæmmede mennesker forsøger at give udtryk for – fx via sin udfordrende adfærd, men også andre mere subtile kropsligt bårne ytringer.

Vi må se vores skadede arbejdsobjekt som et menneske – som et væsen af krop, sjæl (følelser) og ånd (tanker), der som særlig livsomstændighed har fået en række hæmninger og derfor fungerer, føler og tænker på deres helt egen måde. Vi må vide, at fordi det er sådan, så bliver sådan et menne-skes hjerte meget let knust i mødet med de normale og deres verden. Det er vores primære opgave at forstå, fortolke og udbedre skaderne i det knuste hjerte.

Tre modeller for metodeudvikling
1.
Den ældste metode bygger på apparatfejlsmodellen. Omsorgsgiveren skal være upersonlig for at være professionel. Vedkommende har kun lært om funktionshæmningen. Det andet menneske med funktionshæmningen ses som et ubrugeligt individ i den normale verden. Dialogen opstår aldrig eller slår fejl.

2.
En nyere overbygning, som er mere humanistisk, demokratisk og har et socialt sindelag. Omsorgs-giveren er stadig upersonlig, men har udviklet en forståelse for, at hæmmede mennesker har følelser og behov. Her ses funktionshæmningen stadig som en fejl ved apparatet, men samtidig tilkender man individet visse juridiske rettigheder. Dialogen er præget af normalverdenens normer og værdier. Disse formidles via pædagogiske meto-der med det formål, at normalisere afvigeren så meget, som det kan lade sig gøre.

3.
Gentle Teaching graver dybere og etablerer en menneske-til-menneske relation som basis for meto-deudvikling. Omsorgsgiveren har en hel hjerne. Omsorgstageren har måske en halv. Men de er sta-dig mennesker med en fælles hverdag. Fællesskabet mellem de to rummer og accepterer forskellen. Omsorgsgiveren er engageret og kreativ. Og i værdigrundlaget ligger en accept af, at det andet menneske aldrig bliver normal. Det er bare skruet sammen, som det nu engang er. Ud af denne ac-cept vokser det kreativitetsskabende spørgsmål: Hvordan kan vi så med det udgangspunkt skabe et godt liv ?Dialogen er præget af ligeværd, kreativitet, humor, leg og gensidig inspiration. Man håndterer skidt og kanel – sammen. Begge parter kan være med og få noget ud af fællesskabet.

Planlægning af transformation
Når vi ønsker at hele det knuste hjerte, så må omsorgspersoner, familie og venner gå sammen og nøje planlægge, hvordan et frodigt læringsmiljø kan etableres. Det er ikke altid, at det funktionshæmmede menneske selv kan deltage – eller deltage i alle dele af planlægningen. Planlægningen kræver en tværfaglig ogf intersektoriel dialog. Og man må håndtere den gamle mod-vilje mod at samarbejde med familie og venner. Når modstand forvandles til medspil, så får man adgang til alles ressourcer. Det kræver en høj grad af professionel dygtighed at planlægge sig til en succes med at møde et menneske med funktionshæmning lige der, hvor vedkommende er – og så få sat gang i helingen. Især hvis vedkommende er begyndt at se alle omsorgsgivere som fjender.

McGee foreslår en række trin:
1.    møder hvor alle i personens kreds af omsorgsgivere, venner og familie lærer hinanden at kende
2.    visionære beskrivelser og fremtidsvæksteder, der fører til konkrete tiltag, der sikrer en mani-festation af det funktionshæmmede menneskes håb og drømme for sin tilværelse
3.    planlægning af en proces, der skal synliggøre omsorgsgiveren for omsorgsmodtageren, så vedkommende kan komme til at se sin hjælper som en værdifuld kontakt og ven

Vi kan ikke vide, om det andet menneske ønsker os i deres verden. Vi er nødt til at gå ud fra, at vores centrale rolle er, at blive en ven, der vækker den andens tillid. Men hvordan kan vi sikre os, at vores tilstedeværelse ikke bringer frygt i stedet for håb? Vi må starte med bare at være sammen. Uden mange ord. Du kan være sikker, siger vi - uden ord. Jeg overfalder dig ikke med spørgsmål og projekter. Så må vi vente på, at nysgerrigheden vågner – og vi må selv være nysgerrige: hvem er du? Du kan være tryg. Jeg er interesseret i dig. Du må gerne være interesseret i mig. Når processen lykkes, så står vi i et gensidigt engagement. Budskabet er nu: Du kan trygt føle dig elsket og værdsat. Du er OK. Jeg er OK. Vi er OK sammen.

Sikker, tryg, elsket
Der skal altså skabes et læringsmiljø, hvor det knuste hjerte først kan føle sig sikker og herefter tryg for til sidst også at føle sig elsket og værdsat.

Når vi møder en person, som fx Dagmar, så møder vi en lang historie af smertefulde nederlag. Mennesket har gang på gang rakt ud, har kæmpet sig igennem sine kommunikationsvanskeligheder i et forsøg på at give udtryk for ønsker, længsler, behov – og er blevet misforstået, fejlfortolket og afvist.

Os, der handlet således, har gjort det i den bedste mening. Vi synes selv, vi er gode. Den gode mor. Den gode pædagog. Den gode læge. Vi har lært at støtte os til diagnoser og pædagogiske læresæt-ninger.

Vi nikker til hinanden og siger om fx  Dagmar:
Ja, dette menneske gør sådan og sådan, fordi hun er hjerneskadet, har epilepsi, er kommunikations-hæmmet, har en mærkelig mor, lider af trang til at manipulere, søger opmærksomhed, er behovssty-ret, har en spiseforstyrrelse, er forkælet hjemmefra, ikke kan tåle et nej, nægter at leve op til krav, er asocial osv. (Disse eksempler er nogle fra mit eget liv – og det mærkelige er, at McGee skriver no-genlunde det samme. Disse forklaringer er åbenbart udbredte.)

Men alt dette er ifølge McGee kun beskrivelser af overfladefænomener. Overfladefænomener, der kommunikerer angst ud i verden.

Angst
Når jeg læser, hvad dr. John McGee skriver om angst, så er det som om, han beskriver Dagmar.

For virkelig at forstå årsagen til den besværlige adfærd, må vi forstå angstens væsen.

Angst handler ikke kun om at føle sig utryg. Det handler i højere grad om at føle sig alene, ensom, isoleret, udstødt, misforstået, bekymret, nervøs og kasseret. Angsten gennemsyrer hele personlighe-den. Til sidst løber det sammen i angsten for livet selv.

Meningen med livet forsvinder. Tabet af meningen med livet fører ofte til ønsket om at dø – eller i hvert fald at skade sig selv eller andre.

Vi er nødt til at lære at tolke angstens udtryk som det, det er: Angst. Ikke alt muligt andet.

Det nytter derfor ikke at opdrage, korrigere, skælde ud, straffe, medicinere. Ikke i længden. Ikke, hvis man ønsker at hele det knuste hjerte.

Det, der virker, er at etablere et læringsmiljø, hvor tryghed genskabes og meningen med livet gen-findes.

Besværlig adfærd falder herved gradvist bort af sig selv, siger McGee.

I denne proces må vi give os selv lov til bare at være der – og være os selv. Vi må give slip på fore-stillingen om, at vi skal være den evigt perfekte professionelle behandler. Det er et urealistisk krav, der bare vækker vores egen frygt og gør os ufleksible. Vi må gøre det så godt vi kan – og give os selv og hinanden lov til at spille efter gehør … og kvaje os somme tider.

At lære andre at føle sig elskede og ønskede
Når man ser mærkelig ud, spiser på en ulækker måde, opfører sig hæsligt, taler på en anden måde end andre og i det hele taget er anderledes og udansk og anormal, bliver man udstødt af det offentli-ge rum og de sociale fællesskaber. Man bliver ofte anbragt på et plejehjem eller behandlingshjem … og der bliver ikke forventet noget af en. Man er værdiløs.

Der er ikke megen grobund for at føle sig elsket og ønsket.

Men, siger McGee, det er nødvendigt at føle sig elsket for at udvikle selvværd, selvtillid og selvre-spekt.

At være sikker er ikke det samme som at føle sig tryg. Og at føle sig tryg er ikke det samme som at føle sig elsket.

For at lære et væsen kærlighed, må vi give og give og give kærlighed. Omsorg fra hjertet – med medfølelse for den andens lidelse. Vi må give kærlighed i de gode stunder – og vi må give i de hæs-lige.

Kærligheden skal være ubetinget. Det vil sige, man skal ikke bruge kærlighed som belønning for god adfærd. Kærlighed skal også kunne bruges til at pløje sig igennem angstsumpenes skidt og ryd-de op i lorten. Kærlighed øger vores evne til at navigere kreativt gennem selv de værste og mest kaotiske interaktioner – selv når der er vold og desperation på færde.

Kærlighed er ikke en sentimental gang strygen folk med hårene. Kærlighed er et dybt, existentielt engagement i det medmenneske, der er i vores varetægt. Kærlighed skal være en del af fundamentet i vores værdigrundlag. Det nytter ikke noget, at påtage sig kærlighed som en ydre maske eller en attitude. Modtageren mærker det med det samme og føler sig bedraget.

For at føle sig elsket, skal trygheden flytte ind i hjertet. Når man føler sig tryg og elsket inden i, så kan man skabe sin egen tryghed alle vegne. Afhængigheden af, at omgivelserne opfører sig på be-stemte måder, gør tingene i bestemte rækkefølger og hvad angste mennesker ellers har brug for at se af symbolsk adfærd i sine omgivelser, mindskes.

Når Dagmar føler sig elsket og ønsket, så bliver hun mere fleksibel og overbærende. Hun kan klare, at man ændrer på rutiner. Hun kan rumme det uventede – og hendes humor blomstrer.

Når angsten tager over, så kommer hele det galleri af adfærdsmæssige mærkværdigheder, som de pædagoger, der ikke kender Dagmar fra dengang, hun var tryg, og i stedet tolker som Dagmars normale væsen. Som Rasmus Berg fra Skørping Kommune siger, så er der to scenarier: Dagmar før og Dagmar nu. Dagmar nu er ”angstbideren” med det knuste hjerte.

Mennesker, der som Dagmar har været eller stadig er gennemsyret af angst og har mistet troen på, at hun er elsket og velkommen, har ikke nødvendigvis været kun været omgivet af onde og uhæder-lige mennesker. Kærligheden og godheden har bare været indlejret i betingelser, der gør, Dagmar ikke har kunnet genkende det som kærlighed, godhed eller velvilje.

At blive en aktiv medspiller
Det, jeg har gjort for Dagmar á la Gentle Teaching, har virket. Her er et par ord om, hvad det er:
•    giv ubetinget kærlighed
•    gør dig forjent til at blive inviteret indenfor
•    gør dig til en deltager i aktiviteterne – ikke bare en ledsager, der skal sørge for god ro og or-den … eller skifte hagesmække osv.
•    accepter det, der sker (så længe det ikke er skadeligt) så Dagmar ikke føler sig presset til at gøre det, du vil have. På kort sigt kan det godt være, at hun makker ret, hvis du presser på. På længere sigt gør man hende tillært hjælpeløs og man får en ”angstbider” (for at bruge en term fra hundeadfærd. Brug i stedet metoderne fra filmen Det gule Hus og Se på mig, hvis der skal hardcore adfærdsændring til i en eller anden sammenhæng).
•    når denne accept er blevet en del af relationen, kan man begynde at samarbejde om at gøre tingene på en anden måde, hvis det viser sig at være nødvendigt
•    giv Dagmar tid til at tage det ind. TÅLMODIGHED . Big time!!! Det tager gerne ugevis – måske måneder - på denne måde at ændre selv små detaljer i Dagmars hverdag. Pillemis-bruget forsvandt af sig selv ved brug af metoden … der er kun kommet en lille slinger i val-sen på det felt, efter det er gået op for hende, at hun skal flytte.
•    Vis hende, at det hun gør også har en mening for dig

Gentle Teaching er en læringsmetode, der gradvis skaber en ny identitet hos det menneske, der er i vores varetægt. Og hvad sker der? Al vores møjsommeligt investerede kærlighed bliver efterhånden gengældt i rigt mål. Dejligt.

Kommunikation
Alle levende væsener kommunikerer. Hjernen hos mennesket investerer enorme ressourcer i kom-munikation. Tavshed er kommunikation. Selvmordsforsøg. Vold. Gråd. Tyveri. Afvisning. Smil. Kram osv

Vi skal kunne den andens sprog på mange niveauer. Ikke kun tegnsprog. Også alt det andet. Vi skal vide, hvornår vi skal bakke ud – uden at lade den anden falde ud over kløftens kant. Og vi skal lære, hvordan vi langsomt og nænsomt sniger os tilbage i vores rolle som ven og ledsager.

Fundamentet i kommunikationen skal være relation. Venskab. Fællesskab.

Vi må udvikle venskaber. Hvis personen har lært at se sine omsorgspersoner som fjender, så ligger der en krævende proces foran os. Det er kun muligt at finde vej, hvis vi er i dialog og samarbejder.

Resume

Gentle Teaching praktiserer omsorg på mindst tre måder:
1.    omsorg som pleje
2.    omsorg som undervisning i kærlighed, venskab og relation
3.    omsorg som vækst, hvor vi iscenesætter og støtter situationer, hvor vedkommende kan ople-ve, udvikle og udtrykke sin identitet sammen med andre.

Gentle Teaching er et livsprojekt.

Her til slut vil jeg give Dagmar ordet
Dagmar har siden mit møde med Pierre på Lektorvej fået det værre og værre. Her til slut har hun haft et døgn med monster angstanfald = ukontrollabel hjertehamren, svedeture og panikreaktioner på alt. Til sidst tog hun tidligt i morges en lille spandfuld piller … det er tre måneder siden sidst. Tre dejlige måneder i stadig udvikling.

Hele søndagen er gået med at lappe sammen på redeligheden. Jeg viser hende kærlighed og omsorg. Pakker hende ind i bløde tæpper under træet og sidder ved hendes side. Jeg stryger hende over de spændte muskler og nynner beroligende.

Senere, da hun er holdt op med at kaste op og begynder at komme til sig selv, snakker vi om det. Jeg siger, at jeg synes, det er noget værre rod osv. Det synes hun også selv. Dagmar siger: Jeg er bange for pædagogerne. Jeg er så bange, så jeg er nødt til at tage piller. Jeg bliver på en måde tvun-get til det. Det er lige som om de onde ånder ( =  angstens externaliserede spøgelser) bestemmer over min krop.

Da jeg fortæller, at jeg skriver om Gentle Teaching til Lektorvej, vil hun gerne sige disse ord:

Kære pædagoger.

I skal huske at være søde ved mig. Jeg er bange for jer. Jeg kan godt styre mange ting selv – men jeg har også brug for hjælp.

Hvis I ikke er søde ved mig, så tager jeg piller. Det har jeg ikke lyst til. Jeg får lyst til at dø, men jeg vil helst leve.

Dagmar

Lige nu sidder hun og nyder, at hun har fået det så godt, så hun kan opleve dagens højdepunkt, der er at se TV-avisen på tegnsprogskanalen.