Vores liv blev ændret på få sekunder.

Det er godt nok 12 år siden, men man kommer aldrig over det, men man lærer at leve med det.(det bliver man nødt til)

Jeg havde fået den hest, som jeg altid havde ønsket mig. Min mand Bruno var ikke interesseret i heste, men en dag ville han gerne have en tur! Vi red op på vejen for at komme over på en markvej (jeg cyklede bagved). Da kommer der en traktor, jeg siger til Bruno, at han skal ride helt ind i marken. Det gør han, men traktoren kører meget tæt på os, og hesten bliver bange. Det hele ender med at hesten bliver ramt, og Bruno falder af.

Da tror jeg faktisk, at han er død, han bliver bare liggende med hovedet vendt ned i jorden. Jeg løber hen og vender ham om, men der er intet liv i øjnene. Skynder mig at løbe op til et hus, men der bliver råbt, at der er ringet efter ambulance. Det føles som en evighed, inden ambulancen kommer. Bruno bliver kørt af sted, han kaster op på vejen, får opkastet ned i lungerne, og når derfor også at rede sig en lungebetændelse.

På hospitalet bliver han holdt bevidst bevisløst i fem døgn. Jeg får at vide, at det ikke er sikkert at han kan kende os, hverken mig, hans mor eller andre. Det er hårdt at få at vide. Vi har kendt hinanden fire år på dette tidspunkt, men tanken om at når han vågner op af bevidstløsheden, så er det ikke sikkert, at han vil kendes ved os er svær. På femtedagen trapper de medicinen ned, så han begynder at vågne, han trækker selv slangen ud, som han har fået sat i næsen og er også ved at rive slangen ud til respiratoren. Han er helt omtumlet. Jeg får at vide, at han har blødninger i hjernen, i den side hvor korttidshukommelsen sidder. Det viser sig også, at han venstre ben er lammet. Det er fordi han har fået en blodsamling i ryggen, som går ind og trygger på nogle nerver.

Tiden går, Bruno vågner mere og mere op, han kan gudskelov godt kende os. Det ved jeg for han har altid kaldt mig for ”honeymoon”, og det siger han lige med det samme han ser mig. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg blev i det øjeblik, det viser sig, at han kan kende dem som besøger ham. Men to sekunder efter de er gået, har han glemt, at de var der. Han kan heller ikke spise, så jeg mader ham, vasker ham, hjælper ham, når han er på wc osv. Vi får på et tidspunkt tilkendt en tur hjem, men han kan ikke huske vores hjem. Han er hjemme og siger ”dejligt at være hjemme igen, det ligner jo sig selv”, men da han kommer tilbage til sygehuset efter nogle timer, spørger en sygeplejerske, om det var rart at være hjemme, hvorefter han svarer ”jeg har da ikke været hjemme”.

Bruno kommer til Ringe Sygehus til genoptræning både med fysioterapi og ergoterapi, han bliver egentligt indlagt, men han er så bange for, at jeg ikke kommer igen, at det går ud over hans træning, Jeg er gudskelov arbejdsløs, så vi får lavet en ordning med, at jeg kører ham til og fra træning hver dag. Det hjælper. Midt i det hele kører vi også en retssag (jeg kører en retssag). Bruno kan intet huske fra ulykken, men vi vinder det halve i byretten, men bonden anker. Det ender med, at vi taber det hele i landsretten, og det er utroligt hårdt.

Bruno kommer så på noget der hedder ”kursus for erhvervsbetinget hjerneskader”. Der er ikke så mange erhvervshjerneskader mere, så de åbner for folk med blodpropper og hjerneblødninger og ulykker. Men det foregår hen over et skrivebord, og det får Bruno intet ud af. Han skal ud og bruge sine hænder for at huske lidt af, hvad dagen går med. Han kommer så på Reva, men Bruno er hård, han vil ikke lave, som han siger ”idiotarbejde”, Så jeg kører ham ned til et malerfirma med industrilakering(pulverarbejde), hvor han har været som ungarbejder (blev nemlig fyret fra sit tidligere arbejde, efter 120 dages fravær). Mesteren, som er en kvinde, taler med Bruno. Bruno fortæller ikke, at der er noget galt med ham, da han ikke selv synes, at der er noget galt. Men hun gennemskuer ham og ringer så hjem til os et par dage efter, hvor jeg fortæller, hvad der er sket. Hun foreslår, at vi ringer til det kursus, hvor Bruno har gået, og dér er en person, som hjælper os med at få etableret et flexjob. Bruno er på prøve i et par måneder. Alt skal skrives ned, men firmaet er indforstået. Derefter bliver han fastansat, på 37 timer selvfølgelig (Bruno fejler jo ikke noget).

Hans faste påklædning hver dag er en lille lommekalender og en kuglepen, (efter en meget lang og hård kamp fra min side, for han kan ikke forstå, at han skal skrive ting ned, han synes jo ikke, at han fejler noget). Jeg bliver ind imellem rasende og fortæller ham, at han kan f…. ikke huske fra næse til mund.

Det er en meget hård tid, jeg har været igennem.

Man ”skrider ikke

Men selv om mange sagde, ”hvorfor smutter du ikke bare”, så kan man da ikke bare forlade et menneske, som man elsker, fordi det kommer til skade. Jeg føler jo også, at det er min skyld, det var jo mig som ville havde den hest.(men hans eget valg at ride på den). Jeg bliver selvfølgelig hos ham, og vi bliver forlovet, mens han er på Ringe Sygehus. Vi har solgt huset, da det var blevet for uoverskueligt efter ulykken. Bruno kan ikke så meget mere, så vi køber et mindre hus. Vi er også begyndt at tale om at få barn, men det er jeg meget i tvivl om.

Jeg har det utroligt skidt med, at Bruno som far skulle love vores lille guldklump noget, som han ikke ville kunne holde, fordi han ikke kan huske. Så jeg snakker med vores læge og andre om det, men de syntes alle, at det er ikke noget, jeg skal spekulere på.

Og lidt mere end to år efter ulykken, bliver vi gift, et lille hyggeligt bryllup, men det er begrænset hvad Bruno senere hen husker (godt vi har billeder og video), vi bliver gift 28 maj 1994, og lige præcis et år efter holder vi barnedåb, vi har fået den mest vidunderlige søn ”Nicolai”.

Men puha, det er hårdt. Hvis Bruno skal være alene med Nicolai, skal jeg skrive alt ned. Der ligger sedler over alt, ”husk at skifte ble”, ”husk at give mad”, ”hvordan man laver maden”, ”hvornår han skal sove”.

Men det går jo alligevel. Men det er derfor vi kun har et barn, for jeg kunne ikke overskue at få et barn til.

Min læge spørger på et tidspunkt, om jeg har lagt mærke til, hvor meget Nicolai egentligt hjælper sin far, og det er i en alder af kun tre år. Jeg har kun en gang oplevet, at Nicolai har sagt til mig, ”jamen far lovede jo”, hvorefter jeg svarede ”du ved jo godt at far ikke husker så godt”, og så sagde Nicolai bare ”nå ja”.

Vi har været meget heldige i forhold til, hvad lægerne lovede, Bruno har præsteret at tage kørekort efter ulykken (men kun fordi, det i dag er med billeder). Han har stadigvæk sit flexjob, men er lige kommet ned på 30 timer, da han bliver meget træt og har så svært ved at koncentrere sig. Han får også fysioterapi hver 14 dag/3 uge. Og han har stadigvæk mange problemer i hverdagen, mest med at huske. Han er stadigvæk meget stædig, men man lærer jo at leve med dem.(men ønsker ham indimellem hen hvor peberet gror)

Ja det var en lang smører, men jeg fik igen lidt luft, vi er meget heldige i forhold til andre, og det sætter jeg også pris på. Desværre er der mange, der er meget hårdere ramt.

Så derfor en stor tanke til jer alle, og til Julie Lindegaard, som har gjort det muligt for os at komme af med noget af alt det vi samler sammen. Håber at der er flere som vil komme frem.

Mange hilsner Karin.