Jeg vil gerne fortælle min historie om, hvordan jeg har oplevet at være ”tilløbende” pårørende til en sen-hjerneskadet. Jeg har ofte følt mig fuldstændig overladt til mig selv i den rolle. Målet med at fortælle følgende er dels håbet om at komme i kontakt med andre, der forelsker sig i en med en erhvervet hjerneskade, dels at sætte fokus på, at hjerneskadeforeningens motto ”Liv der reddes, skal også leves” kan indebære, at der kommer nye pårørende til, som også bliver en del af skaden.

Lad mig præsentere min mand, Poul-Henning (P-H). Han kørte galt i 1982, 21 år gammel, lå i respirator i 2 måneder, var til genoptræning i Hammel i 8½ måned, hvorefter han blev udskrevet til ingenting. Dengang var der ingen fokus, hverken på sen-hjerneskadede, eller deres pårørende, men P-H var så heldig, at hans familie hjalp ham på vej gennem ”møllen” med revalidering og pensionssag og skånejob. P-H er i dag 44, ansat i et skånejob på Grundfoss i Bjerringbro på 37 timer om ugen, og er fysisk selvhjulpen. P-H er en rar og jordbunden mand, men det har nogle konsekvenser at forelske sig i en mand med en erhvervet hjerneskade.

Da jeg mødte P-H i sommeren 1993, læste jeg til korrespondent i engelsk og tysk, et studie jeg fuldførte i januar 1995. Jeg faldt for hans charme og jordbundethed. P-H lagde ikke skjul på, at han var førtidspensionist efter et trafikuheld, og jeg tænkte ”og hvad så?” Manden var jo dejlig, så det kørte bare på skinner. Problemernes omfang er først gået op for mig hen ad vejen. P-H s stationære skader er psykiske i den forstand, at han kan gå fuldstændig amok over en eller anden bagatel. Han har aldrig slået eller gået til håndgribeligheder, han ved godt, at han ryger ud i samme øjeblik, han løfter en lillefinger! Men det tager på kræfterne at skulle høre på de samme hysteriske anfald i årevis om min familie, at katten drikker vandm eller hvad der nu lige er på tapetet. Det er meget afgrænsede ting, han flipper over, og kun i perioder. Ellers er han den solide fyr, der har tjek på vores økonomi og som er der, når mine hormoner raser (jeg er 45, og overgangsalderen venter forude….)

Men når han går agurk, kan jeg ikke råbe ham op; så lever han helt i sin egen verden, og her er det så, at jeg bliver skræmt for alvor. Der er skizofreni i P-H s familie; en af P-H s, nu afdøde, brødre var skizofren i svær grad. I dag ved man, at skizofreni er arveligt, og når P-H kører af sporet, kan jeg nogen gange tænke, om jeg ender med at have en mand, der både er hjerneskadet og skizofren! Alt i alt er det for svært at føle sig som ”Palle alene i verden”. P-H og hans familie måtte famle sig frem, men har jeg ikke energien til. Vi er kommet i kontakt med en psykolog, som har stor erfaring i at tale med sen-hjeneskadede og deres pårørende, og derudover arbejder jeg på, at få et netværk for ”tilløbere” som mig op at køre. Jeg har ikke ondt af mig selv, men ”liv der reddes, skal også leves” – sammen med de pårørende, uanset hvornår vi kommer ind i billedet!

Og kan jeg være med til at hjælpe andre ved at fortælle min historie, er det fint for mig!!!