Hej

Jeg vil gerne skrive om min historie som hjerneskadet, og jeg modtager gerne mails, min mail er lic@christensen.mail.dk

Det skete i februar 2005 for 5 år siden, hvor en mini bus kørte ind i min bil, jeg holdte stille for jeg skulle dreje, jeg røg ud af forruden (havde sele på) og landede under min bil, kan ikke huske noget for jeg var bevidstløs, men hvad jeg er blevet fortalt så kom ambulancen efter mig og jeg blev kørt til Viborg sygehus dernæst til Århus sygehus.

Der lå jeg i 3 uger, hvor jeg blev kørt til Esbjerg sygehus var i koma endnu, begyndte stille at vågne op da der var gået 2,5 –3 måneder.

Jeg blev erklæret hjerneskadet, og det var frygtelig for mig for jeg havde en lille datter på 3,5 år og en stor søn på 18 år. Men drengen var flyttet hjemmefra Desværre fandt min mand en anden mens jeg lå på sygehuset og kom datteren i pleje, det var frygteligt for mig, og skaden har gjort at jeg ikke kan græde, så jeg fik en depression. Jeg er ikke så gammel endnu og ser godt ud, så jeg håber da at få kontakt med en sød fyr (man har jo lov at håbe) Jeg lå på sygehuset i 1 år kom derfra til Hammel neocenter og Vejlefjord i tilsammen 1 år. Ja det var frygteligt for mig men jeg sagde til mig selv, at jeg nok skulle klare dette for mine børns skyld, så nu er jeg da kommet så langt at jeg har min datter hver anden weekend fra fredag klokken 15.00 til lørdag klokken 14.00, og jeg skal nok få hende noget mere…………

Grunden til jeg ikke får min datter noget mere er fordi at datteren tog skade af først at miste hendes mor dernæst hendes far som først nu, er begyndt at se hende. Hun har taget 1 klasse 1 år senere end normalt, men nu er hun begyndt at være sig selv. Min søn led også under det men klarer sig godt nu.

Kære læsere grunden til jeg skriver dette, er for at vise de folk som har oplevet noget der berører dem intenst AT DE IKKE SKAL OPGIVE for selv om det tager tid med hjerneskade, så skal det nok lykkedes, for der er andre celler i hjernen som overtager det som er gået i stykker.

Kærligst Linda