bibliotekforumom hjerneskadet.dk
pårørende fortællerskadede fortællerlones historielindas historie lone h's historiemettes historie  

En oplevelse, som gennemgribende har ændret mit liv d. 24. maj 1999, da jeg var 38 år.

Jeg blev sparket - eller trådt på – af min egen galophest, da jeg skulle rense et sår på hans bagben. Det var nok min egen skyld, fordi han var ikke bundet op. Der var ingen, der så det, men der var heldigvis en veninde, der hørte et brag og fandt mig ligge op af væggen med åbent kraniebrud. Hun fik ambulancen til at komme med fuld udrykning og jeg blev opereret på Rigshospitalet. Jeg har desværre mistet mit syn og hørelse på højre side, men det er et mirakel, at jeg overlevede. Der gik ½ år før jeg vidste, at jeg er i live.

 

Det første mirakel, der skete i mit liv, er mit ægteskab. Jeg havde aldrig klaret min genopstand uden min ægtemand. Livet er ubeskriveligt meget mere værd, når man er gift med én, der vil ordne alt fra sit hjerte.

Vores økonomi blev reddet af min ulykkesforsikring.

På kolonien Filadelfia i Dianalund vendte jeg tilbage til livet / min hjerne kom retur i starten af december 1999. Det tager sin tid at vænne sig til tilværelsen igen, men ifølge min neuropsykolog, gik det eksplosivt stærkt. Hver gang, der var fremgang, sagde han : "Helt ærligt - Lone - det er din egen vilje". Denne sætning var det bedste, jeg oplevede på Filadelfia. Den fik mig nemlig til at tro mere på mig selv og det gav mig virkelig min selvtillid tilbage.

Jeg fik lov til at flytte hjem d. 16. marts 2000. På samme tidspunkt startede et nyt Hjerne-skadecenter i Roskilde - BOMI. Jeg var med på det allerførste kursushold d. 1 / 4 2000 - Arbejdsintegrationskursus med en arbejdsprøvning på mit arbejde - Genoptræningscenter - Vallø Strand. Sådan lykkedes det mig at komme tilbage på arbejde, men på et andet niveau. Jeg har et skånejob i dagtimer og jeg har accepteret, at jeg ikke kan klare mit gamle arbejde mere som sygehjælper i fast nattevagt.

Jeg er alligevel så glad for igen at være sammen med de søde kollegaer i kendte omgivelser.

 

PTU ( Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede ) indkaldte mig til at vise mine køreegenskaber. Jeg bestod og fik lov til beholde mit kørekort.

 

Jeg har en kranio - sakral - terapeut i min familie. Jeg fik en behandling i 2001, hvor terapeuten mærkede, at alle kranieknogler sidder fint på deres plads og arbejder frit og let, som de skal med fuld vitalitet og kraft. Behandlingen var en vidunderlig afslappende oplevelse.

 

Kilden til at finde styrke og udvikle optimismen i sit handicap ligger i bevidstheden om, hvad livet er værd. Langsomt vænner man sig til livets nye situationer. Når der opstår en krise / depression, er det meget individuelt, hvor længe det tager at komme igennem / overvinde. I august 2003 tog det mig 3 uger at overvinde et mareridt, hvor mine tanker kværnede rundt i hvorfor ulykken skete og hvad min fremtid vil bringe.

Det udviklede sig til en ond cirkel : stress, kvalme, angst, hedeture, svimmelhed, vægttab og søvnforstyrrelse. Læsestof fra "Naturlig sundhed" og et besøg hos min læge hjalp mig af med ærgrelsen over ulykken og mareridtet. Fra ”Naturlig Sundhed” lærte jeg at tage Bachs Blomstermedicin og min læge opfordrede mig til at bearbejde skaden ved at skrive ned, hvad jeg vil af med. Man skal intet gemme i sin sjæl.

Jeg kan og vil selv klare min fremgang. Således fik jeg min energi og livsglæde retur.

Jeg har også genfundet min indre fred og ro ved at lære at kende mig selv meget mere gennem astrologi. Således er jeg nået ind til mit inderste, virkelige jeg !

Jeg ved, at min hjerne ikke er, som den plejede at være og at det er psykisk krævende at bevare sin tro på sig selv og livet. Jeg ved, at den psykiske fremgangs hurtigste og bedste metode består i at bruge sin egen viden og mentalitet / evne til at helbrede sig selv og man skal aldrig give op. Livskraften og forbedringen vokser, når man ejer tålmodighed, vilje og håb.

 

Først og fremmest handler livets mening om at elske og blive elsket. Kærlighed er et bindemiddel, som holder sammen på alting. Min fremgang skete af min egen vilje til at acceptere og komme videre med mit handicap ved at vise mit sande / ærlige jeg på den kærligste måde. Dette gælder i høj grad også til andre levende væsner - især vores hund, der er vores eneste barn.

Et sandt udtryk : ”Kærlighed ruster aldrig” - Kærlighed er det bedste i livet.

 

Når man går igennem en tunnel (krise) i livet, er mit bedste råd : ”Gå mod lyset” !

Mit motto : ”Hvor der er vilje – er der vej” !

 

De kærligste hilsner

Lone