For Ole og Jette er hendes
genoptræning en fælles sag
SEJR: På sin 58 års fødselsdag blev Jette Pedersen ramt af en hjerneblødning. 14 dage efter bad Ole om at få hendes respirator slukket. Nu kæmper de sammen for hendes førlighed.
Af Yvonn Tittel, JydskeVestkysten, Varde

BLÅVAND: Sidste gæst var gået, Ole og Jette Pedersen havde eftersnakket lidt over køkkenbordet, da hun gik i seng efter en lang dag med fødselsdagsfest. For hende.
De var lige begyndt på tre ugers ferie, så de havde besluttet at vente med oprydningen til dagen efter. Alligevel tog Ole tørnen, da Jette var gået. I seng, troede han. Da han kom ind i soveværelset en times tid efter, var der bare ikke nogen i sengen:
- Så fik jeg øje på hendes fødder stikke ud bagved sengen. Jeg trak hende op, men jeg kunne ikke vække hende. Jeg var frygtelig bange. Så ringede jeg til vagtlægen, og kort tid efter var lægeambulancen fra Oksbøl her, siger Ole. Han snakker. Jette bryder ind med mellemrum. Hun har lidt svært ved ordene, men det er ikke derfor. Sådan har deres 34-årige ægteskab bare altid været. Ole er den dominerende, der altid snakker.
Jette er stærk
- Det er ikke rart at sige det. Men det er først efter hjerneblødningen, det er gået op for mig, hvor stærk en kone jeg har, og jeg har aldrig været mere forelsket end nu, siger Ole. Og kaster et ømt blik på Jette på den anden side af køkkenbordet.
Den nat, den 18. juli 2004, troede han, Jette var bevidstløs efter en hjernerystelse. Fordi hun havde et blåt mærke over øjet, og han troede, hun havde ramt radiatoren.
- Men så ringede de fra Esbjerg. At Jette var ramt af en hjerneblødning. Da faldt min verden sammen, siger Ole. Som lynhurtigt kom i en taxa og efter sin kone. Som umiddelbart efter hans ankomst røg videre til Odense. Billederne viste, der var en chance for at operere.
- Vi har mødt et system, der fungerer. Vi har fået så meget og kvalificeret hjælp alle steder.
Det er derfor, han og Jette vil fortælle deres historie. For at rose et behandlingssystem i særklasse. Og for at fortælle andre, at de aldrig skal give op.
- Da Jette havde ligget i koma i Odense i 14 dage, bad jeg lægen om at slukke for respiratoren. Fordi Jette altid i sine 42 år som sygehjælper havde sagt, at hun aldrig selv ville ende som en grønsag. Og jeg frygtede, det var det, hun skulle vågne op til.
Ole gik i gang
Da lægen sagde nej, tog han i stedet hjem og gik i gang med det, der siden er blevet til stakkevis af handleplaner.
- Fra mit job som salgschef vidste jeg, at er tallene dårlige, så kan du ikke ændre det i dag. Men du kan ændre det om tre måneder. Man skal sætte sig mål. Vi har handleplaner og skemaer for alt, og krydser hver eneste dag af, når tingene er nået.
Første plan var at lave en livshistorie til Jette. Et fotoalbum med billeder fra deres 34 års ægteskab, krydret med historier, Ole skrev fra deres liv. Så Jette kunne begynde at huske tilbage, når hun vågnede. Han fik sønnen Jesper, der troligt kørte sammen med sin hustru og Ole til Odense hver dag, til at indspille en cd.
Sange for kærligheden
- Med tre sange, der skulle udtrykke min store kærlighed til Jette, siger Ole. To sange af Amin Jensen og en med Anne Linnet. Ole og Jette stikker cd'en i den lille radio på bordet og starter musikken. Men slukker snart igen. De får begge tårer i øjnene og bliver ude af stand til at sige noget, så det går ikke.
- Tænk sig. Vi har fået et bedre liv. Nu, efter Jettes hjerneblødning, siger Ole kærligt.
Og Jette giver ham ret.

Først Hammel, så Lunden, så hjem
Af Yvonn Tittel, JydskeVestkysten, Varde

BLÅVAND: Jette kom hjem igen i sommer. Den 17. juni gik Ole på seks ugers ferie og derefter på efterløn og hentede sin hustru på Lunden. Da de kom hjem, stod 39 venner fra Blåvand udenfor huset og tog imod, og Jesper og svigerdatteren, der også hedder Jette, havde pyntet med flag hele vejen op ad Kallesmærskvej.
At hun kom så vidt, kan de i høj grad tilskrive hendes stædighed. Og Oles handleplaner.
Fra hun vågnede efter tre uger i koma, begyndte fremskridtene. Først med følelsen af, at der var lidt liv i hendes fingre, så i en tå, så viste en muskeltest, at der var noget at arbejde med, og så tog fysioterapien i Odense for alvor fat på at bevæge Jettes krop for hende.
- Der blev hevet og brækket, siger Ole glad.
Held i uheld
Jette var heldig at komme direkte videre til neurocentret i Hammel, og i december kom hun på Lunden.
- De er så fantastiske på Lunden, siger Ole taknemmeligt.
- De er så søde, supplerer Jette.
- De går ind for at genoptræne patienterne til at klare deres egen dagligdag, og de taler åbent om alt. Også om, hvordan vi skulle blive ved med at være mand og kvinde overfor hinanden, siger Ole.
Det sidste betød for eksempel, at han ikke skulle skifte ble på sin kone. Siden er bleen for længst røget af. Jette ville ikke have den på og har trænet og trænet, til hun kunne styre tingene selv.
Nu er hun så vidt, at hun kan gå ved en rollator. Og hun har sat sig sit næste mål:
- Til foråret vil jeg kunne gå selv, siger hun. Og Ole griner glad.
Fremskridtene fortsætter. Så sent som for 14 dage siden fik hun en brille, der styrer hendes syn. Indtil da så hun dobbelt.
- Den er udviklet specielt til Jette. I et samarbejde mellem overlægen på skeleklinikken i Esbjerg, Jan Tarnowski, og Hans Kristiansen Optik i Esbjerg, siger Ole.
Hvad den står i, ved de ikke. Den er betalt af det offentlige, som parret kun har flotte ord om. Også om Blåvandshuk Kommune.
- Jeg skrev en ansøgning om en topersoners cykel, da Jette var kommet hjem. Der gik en uge, så havde vi den, siger Ole. Mens Jette kæmper med lynlåsen, så parret kan komme ud og køre sig en tur.