Det var d.18.sept. 1998, det var fredag og det var formiddag, klokken var lidt i halv ni. Jeg gik og ryddede op, gjorde klar til at min store søn kom hjem fra lejrskole. Daniel var 9 år , og jeg havde været alene med ham i de første 8 år, og så var Klaus kommet ind i vores liv. Men nu gik jeg og nussede, nød stilheden, for den ville snart ikke længere være hverdag for os, for i maven sparkede en lille ny lystigt. Jeg var allerede gået 12 dage over tiden, så det kunne jo ske hvornår det skulle være. Pludselig ringer telefonen, og jeg tager den. Det er fra Bispebjerg Hospital, hvor Klaus er gartner, men det er en sygeplejerske der ringer, hun siger at nu skal jeg tage det med ro og ikke blive nervøs, og hvad sker, jeg bliver rigtig bange, alt krymper sig sammen i mig, og den lille sparker endnu mere heftigt. Det viser sig, at Klaus er faldet om, og der er lammelser, mere ved man ikke, men det ville være en fordel hvis jeg kunne komme derud.

Millioner af tanker i et stort virvar flyver gennem mit hoved da jeg går mod bussen. en bil standser og vores præst kigger ud og spørger til maven. Gider ikke tænke på maven, begynder i stedet at græde, og hun tilbyder at køre mig derud. Hun beder mig ringe, når vi ved noget.

Jeg kommer op på afdelingen, men han er endnu ikke kommet fra scanningen, så jeg sætter mig ud og venter. Endelig kommer han, og da han ser mig, græder han. Jeg bliver bange, har aldrig set ham græde før. Han halvt sidder halvt ligger i sin seng, støttet af puder og en dyne, for højre side er lammet, han var ramt af en hjerneblødning.

Da vi er på hans stue, kommer en læge, der virker som om han hellere ville sidde på Bahamas, for han var lige så hurtigt væk igen, og vi sad tilbage med alle vores spørgsmål. En ny læge kommer ind, han sætter sig og forklarer grundigt, hvad der er sket og hvorfor, og at man er i gang med et forsøg, som Klaus kan komme med i, hvis han vil. Man vil køle ham ned til 36 grader i 6-8 timer for at undgå større skader i hjernen. Klaus siger ja og skriver med besvær under. Da han han fået en stor dosis morfin inden forsøget, og han er ved at være klar, tager jeg en taxa til stationen, for daniel kommer jo.

Mødet med de andre forældre var forfærdeligt, da dem jeg snakkede bedst med hørte det, trak de sig helt tilbage. Endelig kom toget, og en glad reng kom mig i møde og spurgte efter far. Jeg måtte fortælle ham, at far var syg og lå på hospitalet. Tog fat i hans lærere, og især hans matematiklærer var fantastisk.

Efter at have spist og pakket ud, tog vi atter ud til Klaus, og da var han lige kommet ud af køleprojektet og meget omtumlet, MEN han kunne løft højre ben fra sengen ca 10 cm.

4 dage efter fødte jeg vores søn, og allerede 7 timer senere, var Kasper, Daniel og jeg hos Klaus, og jeg glemmer aldrig, da jeg forsigtigt lagde Kasper i Klaus' raske arm. Det blik han sendte sin søn, var så rørende, at den nysgerrige sygeplejerske, der ville se vidunderet, måtte tørre en tåre bort og lige gå ud lidt. Det øjeblik bestemte Klaus sig for at kæmpe for et godt liv og sin førlighed.

Det blev en hård kamp, for på genoptræningsafdelingen, var Klaus pladseret på den stue, der var længst væk, og man glemte ham simpelthen. Jeg husker stadig den aften, drengene og jeg kom derud og fandt ud af at Klaus ikke havde fået noget at spise hele dagen, fordi man havde glemt ham. Kors hvor blev jeg rasende. Kasper sov på det tidspunkt trygt på farmands ben, og jeg bad Klaus blive siddende sådan eller tilkalde hjælp, hvis der var noget, og så tog Daniel og jeg hen på grillen og hentede mad til Klaus.

Derefter arrangerede vi det såda, at om morgenen fulgte jeg daniel på vej, og så tog Kasper og jeg bussen ud til sygehuset for at jeg ku hjælpe Klaus med at blive vasket og komme i tøjet og få ham til morgenmaden. Om aftenen tog vi alle derud og jeg havde mad med, jeg varmede i hospitalets køkken, og så spiste vi sammen. Dagene brugte vi også ofte sammen, enten sad Klaus i sin kørestol med Kasper godt pakket ind i tæpper på skødet, og så gik vi en lang tur, ku endda finde på at tage bussen. Ellers tog vi en taxa for at komme lidt rundt. Jeg var også den, der hjalp Klaus med at komme i bad, jeg var der, da han for første gang gik på trapper, men det største var alligevel den dag, han i sin kørestol sad inden for døren og rakte begge arme ud mod mig, da vi kom.

D.15. oktober hentede en af hans venner ham, forinden havde personalet hjulpet ham i tøjet, og de tog en taxa til Københavns Rådhus, hvor min veninde, Kasper og jeg stod og ventede. Den dag gav vi hinanden vores ja, vi havde overlevet vores første prøvelse og vores kærlighed havde holdt. Om aftenen måtte jeg aflevere ham på sygehuset igen, og da vi kom, havde personalet lavet en elastik med balloner og dåser, der blev hængt efter hans kørestol, der var ris i hans seng og skuffer, og de havde dækket et stort kaffebord for alle på afdelingen og bagt kage for at fejre os. Romantisk var det ikke at forlade ham på vores bryllupsdag, men alligevel står den dag som et dejligt minde, takket være et godt aftenpersonale.

Nu er det snart 7 år siden, Klaus kan både gå og bevæge sig næsten som før, kun hukommelsen har fået et mindre knæk. Vi har siden fået Nikolai , der bliver 6 år til december, han var født med hjertefejl og har siden fået en foreløbig diagnose, der hedder psykomotorisk retarderet, han skal snart hjernescannes, men tvivler på de finder noget, da hans udvikling farer fremad for tiden. Og så har vi fået amanda, der er 4½ år og en rigtig PIGE. Vi har også nået at blive velsignet i kirken, og holdt et stort dejligt bryllup med alt hvad der hører til.

Nu er Klaus begyndt på et kursus, der hedder Fokus for voksne med erhvervet hjerneskade, og det har været godt for ham at komme ud. Så set på alt hvad man ellers hører, så har vi nok været mere end heldige, men problemerne har været store, og ind imellem er der stadig nogle, men vi har lært at tage hensyn til hinanden og det har for os været det vigtigste.