December 95 lå min far på intensiv, min mor brækkede foden og den 22 december sov min far stille ind. Den dag kom snestormen og vinteren til landet. Han blev begravet den 28 december, hvor den første forvarsel kom til min mands blodprop. Han blev så dårlig i kirken, at han måtte have hovedet ned imellem benene, men blev dog sig selv igen. I januar 1996 fik min mand en blodprop i lillehjernen. Det skal tilføjes at vi er en lille familie, så der er ikke mange at trække på. Min mands familie bor på Sjælland og min datter også.

5. januar begyndte han at kaste op, og næste dag lige så voldsomt, og han begyndte ikke at kunne gå uden hjælp. Da jeg kom fra arbejde ringede jeg efter vagtlægen(fredag). Han mente, at det var en blodprop i øjet, så det kunne godt vente til mandag med at komme til øjenlægen. Vi havde soveværelse oven på, men han blev i stuen, og midt om natten vågnede han og var begyndt at blive følsesløs i venstre side, og så kom han afsted i snestorm. Mig bagefter i egen bil. Ufatteligt at jeg ikke kørte galt med al den sne og 25 km til OUH. Fik faktisk ikke rigtigt at vide, hvad der var galt og hen mod middag måtte jeg køre hjem, fordi vi havde jo lige købt huset 1-11, og min mor havde ikke fået ekstra nøgle, for så kunne min bror jo have luftet hunden.

Jeg prøvede at sove lidt og ringede til middag til lægen. Da jeg spurgte om han kom til at gå igen, svarede han, at det skulle jeg ikke regne med, og jeg sad og kiggede på trappen til første sal, og så græd jeg bare. Jeg kørte atter derud, og vi fik først besked efter en ct-scanning om mandagen at det var en blodprop i lillehjernen tæt på hjernestammen.

Han begyndte at genoptræne og til sidst blev han næsten normalfungerende, bortset fra at hans psyke havde taget skade. Han kom hjem efter 10 dage. Hans syn havde også taget skade, og i starten læste han (så billeder) i Asterix og bare sov og sov. Havde klap for det ene øje, men han opgav ikke og kløede på med træning. De første 100 gange han gik til sin pc, kunne han kun sidde der max 5 min, men nu er det hans et og alt, og han er bare super god. Han var til genoptræning angående arbejde, men kunne slet ikke overskue bare 2 timer, så han kom på pension. I dag ser han normalt, og han har også udgivet en lille lokalavis 1 gang om måneden i 2 år. I løbet af det første år skulle jeg hjælpe min mor med at få afviklet min fars firma, jeg var vikar i børnehaven, kørte min mand til genoptræning og så havde vi lige 3 dødsfald mere i familien.

Min mand var bange for at være alene, så jeg måtte ringe, når jeg var på arbejde. Fik heldigvis en mobiltelefon, men det var jo den gang vi måtte vente i 14 dage inden vi kunne bruge den. De sidste 7 år har vi mest haft problemer med psyken, men nu kan jeg sandelig få historien fortalt færdig til i dag. Foråret sidste år blev han dårlig,men nej, Han fik den medicin han skulle have, så hvis det var blodpropper(små) så ville der ikke ske noget andet på sygehuset. Var hos en neurolog som sagde, at man kunne jo ikke blive ved med at ct-scanne en, selv om det var 2 år siden. I sommer røg han ned psykisk med et brag og kom på psykiatrisk og fik for første gang medicin som har hjulpet ham gevaldigt, men............. nu kommer vi til det aller mest sørgelige nu.

Der kom dog lige en neurolog drønende en morgen og var der 5 min og sagde, at han fejlede ikke noget neurologisk. Blev atter henvist til vores gamle neurolog på 80 år (hvad siger i så), han tøffer rundt i sine hjemmesko, men hans hjerne den følger med. Erling blev sendt til CT-scaning og den viser atrofi (skrumpning af hjernen meget i venstre side og nu også i højre side). Har lige fået den højeste pension. Papirerne på hvad der er galt. 30-40 % af hans muskelkraft er blevet svagere. Har også undret os at højre side pludselig blev dårligere end venstre side, for det er jo den side, det har været galt med.

Fremtiden ser sort ud, fordi den/de skader der er, medfører demens. Om det går hurtigt eller langsomt ved vi ikke, men med den fart det hele har på nu, tør jeg slet ikke tænke tanken. Hans dag starter med, at jeg vækker ham. Nogle gange får han morgenmad andre gange ikke. Sover videre til frokost, som regel får han det og sover så igen, fordi jeg må hvile mig, da jeg for 6 år siden fik sclerose.(så jeg er også på den højeste pension), så kl.14 kan jeg være heldig han står op. I dag har han sovet til kl.16 fordi vi havde gæster i går eftermiddags (kan nu se at det også påvirker). Han har trappet ned i medicin for at se om det var den, men nej.

Der sker ingen ændring hvad angår sovning. Lægen på psykiatrisk vil heldigvis følge ham, og han kan bare ringe, så vi skal derud på tirsdag ,så får hun nok røde ører, når hun læser hvad der er galt neurologisk (fordi det hed sig at det var en af de bedste, som de havde til at se på ham). Kender jo også selv til alt det neurologiske, for det er jeg jo også igennem ang. sclerosen. Hvis du ser ham lige nu, vil du slet ikke tro, at det er så galt, men desværre. Lige nu kan jeg hverken finde hoved eller hale i noget, for nu er der så mange personer indblandet, fordi jeg også er syg. Det der lige nu kværner mest rundt hos mig det er, hvis han pludselig skal på plejehjem, for der er ikke andre muligheder i vores kommune.

Tænk 1 år fik vi som friske efter vi blev gift og så har det ellers stået på sygdom hele tiden. Måtte til sidst se i øjnene at vi ikke kunne få vores drømmehus solgt, så det røg på tvangsauktion og måtte sige farvel til vores drømmehave. Bor nu i et dejligt stort lejet handicapvenligt hus Jeg kan heldigvis være kreativ hvad håndarbejde angår, og min mand kan sidde ved computeren ind imellem, og ligeså har han lært sig selv at spille på keyboard, ser film, så lidt positivt er der endnu. Han kan stadig gå tur med vores hund.

Hilsen Tove Hansen tove@hansen.tdcadsl.dk

ps. Jeg glemte lige vores alder dengang. Min mand var 43 og jeg 41.